Vi byder Camilla velkommen som gæsteblogger her på MødreCirklen, vi er meget taknemmelige og føler os heldige fordi at hun hver måned giver os en lille bid mere af sig selv, sin graviditet og tankerne omkring at vente barn nr. 3 – Du kan læse mere om Camilla nederst i artiklen.

De første 18 uger

Ønsket om barn nummer 3 havde nok ligget hos mig i længere tid, men jeg havde formået at gemme det væk ved hjælp af praktiske bortforklaringer.
Men kun indtil den dag i juli for et års tid siden hvor jeg var på café med én af mine veninder. Hun havde lige fortalt mig at de snart ville gå i gang med at forsøge at få nummer to, og skrukheden må have lyst ud af mig.
Hun spurgte mig i hvert fald lidt henkastet, om vi havde planer om én mere? Og jeg var straks i lidt forsvar.
?Mjaneejj, det ved jeg ikke, det tror jeg nu ikke. Det ville jo egentlig være dejligt med en lille baby igen, men vi har sgu ik? tiden til det. Og jeg nærmer mig jo snart de 40 år og jeg ville nok være bange for ikke at have tid nok til Simon og Bertram og man hører jo så tit at det er det midterste barn der bliver klemt og det kan jeg ikke holde ud at tænke på skal ske for Simon og ville vi jo også skulle have en ny bil og det har vi nok ikke råd til og tænk hvis vi fik tvillinger ? der er jo tvillinger i min familie og jeg har jo altid haft på fornemmelsen at jeg ville få tvillinger og så ville vi da slet ikke vide hvordan vi skulle nå det hele ? selvom jeg egentlig synes det kunne være fantastisk at få tvillinger?, men nej jeg tror ikke vi skal have flere, selvom vi nok begge to ikke er helt afklaret med det endnu?.
Min veninde kiggede lidt tvivlende på mig og sagde at hun synes det lød som om jeg var SÅ klar til at få nummer 3. Og der sad jeg ? med et par øl i blodet og alle de fornuftmæssige bortforklaringer forsvandt som dug for solen. Mit hjerte bankede i den grad for et barn mere!! Jeg måtte hjem og snakke med Anders!!
Sjovt nok kom Anders med nærmest den samme lange forklaring som jeg havde disket op med.
Vi sad lidt med hver vores tanker. Der var ingen af os der helt kunne gennemskue hvad der var følelser og hvad der var fornuft og hvad det ville betyde for os at få et barn mere eller ikke at få et barn mere.
Jeg forsøgte at afslutte samtalen med ?nu har vi i hvert fald taget hul på det og så kan vi jo hver især lige gå og summe lidt over det, og så måske snakke om det igen om en måneds tid?. Men det blev ikke den sidste sætning i den samtale!
Anders fortsatte: ?når jeg tænker på de bedste timer i mit liv og de situationer hvor jeg er allermest glad og lykkelig, hvor tingene virkelig giver mening, så er det jo når jeg er sammen med drengene. Så hvorfor skulle vi ikke ønske os at få et barn mere???
Og pludselig gav det hele mening for mig. For JA, selvfølgelig skulle vi forsøge at få et barn mere. Det var jo det vi begge to ønskede. Når vi fjernede alle bekymringerne for ?hvad nu hvis?? og ?hvordan skal det lige gå med??, så var vi begge klar til endnu en guldklump i vores liv. Phew! Tårerne sprang frem i øjnene på mig da vi gav hinanden et kram og et: ?jamen så er det jo det vi gør?!
Der skulle gå 9 måneder inden der var gevinst. Jeg havde tidligere fået konstateret PCOS (Poly Cystisk Ovarie Syndrom ? som påvirker fertiliteten negativt), som gjorde at vi fik Bertram ved hjælp af insemination, men det var ikke et problem da vi skulle have Simon. Men for at være sikker, fik jeg en gynækolog til at tjekke mig og han bekræftede at alt stadig så normalt ud hos mig. Så den dag i midten af maj, hvor de to berømte streger viste sig, var helt fantastisk. Og jeg måtte lige tage tre tests mere ? bare for at være sikker.
En skør, fantastisk, underlig, rundtosset, ubeskrivelig følelse, blandet med ?F****ck, nu er det nu? meldte sig. For var det nu også det jeg ville? Var det nu også klogt? Og alle ?hvad nu hvis?erne? dukkede op igen. Men jeg blev ved at minde mig selv om tanken om det lille nye vidunder, der nu skulle være en del af vores familie. Og fandt hele tiden tilbage til, at det valg vi havde taget, virkelig var taget med hjertet. Og at alt andet nok skulle løse sig.
Flere praktiske foranstaltninger meldte sig dog alligevel ret hurtigt, da vi en måned senere skulle til USA hen over sommeren. Anders skulle derover og arbejde i 3 måneder og jeg havde taget ferie og orlov fra arbejdet, for at drengene og jeg kunne følge med.
Vi havde ikke lyst til at fortælle familie og venner at jeg var gravid mens vi var derovre, men vi ville heller ikke fortælle det før vi bare var lidt mere sikre på at det var et levedygtigt foster. Så vi betalte for en tidlig scanning i uge 6 hvor vi kunne se at der heldigvis var et lille bankende hjerte. Selvom der ikke var så meget andet at se var det helt fantastisk at se dette nye spirende liv! Og det var også skønt at kunne dele med vores familie. Vi fortalte det først til drengene. Simon havde faktisk i lang tid snakket om at han også meget gerne ville være storebror og at jeg sådan set bare skulle føde en baby, så det problem kunne blive løst. Så både han og Bertram blev meget glade og spændte da vi fortalte dem det. De var begge helt enige om at de helst ville have en lillesøster.
Uge 12 scanningen skulle foretages i USA, så vi brugte noget tid på at finde ud af hvordan og hvorledes vi skulle sørge for det. Det blev hurtigt klart for os at forsikringen ikke ville dække, da det jo (heldigvis) hverken ville være et akut-opstået problem eller kunne betragtes som sygdom.
Én af Anders? kollegers kone var også gravid, så hun gav os telefonnummeret til en god klinik. Lige ud over regningen på 7000 kr., forløb alt rigtig fint. Personalet var meget søde og professionelle og allervigtigst var, at resultatet af scanningen og blodprøven var som vi havde håbet: Nakkefolds-tykkelsen og blod-parametrene var inden for normalen, og en fin lille baby med de helt rigtige mål vinkede til os. Det var så skønt at se den lille og jeg blev meget følelsesmæssigt påvirket af det.
Jeg havde helt klart været mere bekymret for om alt nu var som det skulle være end jeg lige havde turde mærke. Efter sygeplejersken havde tjekket at alt så godt ud, kom Anders ind med drengene, og det hjalp helt sikkert på deres forståelse af, at der faktisk var en lille levende én derinde. Og det hjalp helt sikkert også på min! Bertrams kommentar da vi kom hjem var:

?Det er altså lidt mærkeligt at tænke på at du faktisk er to personer nu, mor?.

Tiden herovre i USA er så småt ved at være forbi for denne gang og alt er heldigvis indtil videre gået fint med min graviditet. Desværre har flere af de ukomplicerede (men stadig meget irriterende!) gener også meldt sig. Jeg har nogle dage været så træt, at jeg ikke har kunne tage mig sammen til noget som helst.
Den der ulidelige træthed, som føles heeeeelt ind i knoglemarven. Hvor man bare bliver nødt til at ligge sig til at sove. Ikke altid så praktisk når jeg siddet ved poolen og skulle holde øje med drengene der plaskede rundt. Men trods alt meget mere nemt end hvis jeg havde været derhjemme i gang med den almindelige hverdag! Så på den måde har jeg i den grad følt mig privilegeret.
Dog har en mindre aktiv fordøjelse og forstoppelse i den grad sat sine begrænsninger på hvad jeg har kunnet. Det har givet mig mavesmerter, madlede, følelsen af at have svært ved at trække vejret og en fuldstændig sindssyg fornemmelse af at være blæst op til hvalstørrelse!
Jeg har forsøgt mig med mere eller mindre naturlige remedier, bl.a. svesker, masser af vand, afføringspiller (som lægen sagde god for under graviditet), fiber-pulver opløst i vand, motion i små mængder (da jeg ellers får alt for mange plukkeveer – yes, I know, det er ikke helt nemt med mig!), lavement og som det nyeste råkost med appelsiner og masser af citron-saft som et forsøg på en ?overdosis? c-vitamin. Alt sammen hjælper en smule, men kun i et par dage, hvorefter jeg så må skifte strategi. Så det kan til tider være lidt af et puslespil.
Heldigvis er jeg i de sidste par uger begyndt at mærke de første forsigtige bobler og små spark. Det er sådan en helt ubeskrivelig dejlig og livsbekræftende følelse som føles lige så speciel og særlig som ved de to andre gange.
Nu glæder jeg mig bare til at komme hjem til vores familie og venner i Danmark om halvanden uges tid. Jeg ser frem til at skrive det næste blog-indlæg til september, der bl.a. kommer til at handle om hvordan hverdagen forløber når arbejds-, skole- og børnehavepligterne melder sig igen og om hvad min 20 ugers scanning viser.
Pas på dig selv!
De bedste hilsener fra Camilla
Mor til 2… snart 3
Camilla er 38 år gammel og er gift med Anders. Sammen har de to drenge, Bertram fra 2006 og Simon fra 2010. Camilla arbejder til dagligt som forsker på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, men kun indtil november hvor hun går på sin 3. barsel. Derudover driver hun virksomheden ?Din Rette Vej?, hvor hun holder foredrag, kurser og 1:1 mentor-sessioner for voksne børn af alkoholikere. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: www.dinrettevej.dk