Fie Hørby er cand. mag., psykoterapeut og har skrevet disse begavet ord om bla. juleønsker:
Når nogen spørger, hvad jeg ønsker mig, er det første jeg begynder at tænke på IKKE, hvad jeg ønsker mig. Men derimod hvad jeg kan tillade at ønske mig i den pågældende situation og relation. Et ellers privilegeret øjeblik bliver pludselig anstrengende, fordi jeg begynder at regne i stedet for at ønske. Der er en rynke i panden til forskel.
Det er hårdt arbejde, når vi har lært, at vi skal orientere os ud fra andres meninger, behov og forventninger ? frem for vores egne. Det er forskellen på at være ydre- og indrestyret. Hårdt. Fordi, vi aldrig helt kan regne de andre ud. Derfor er det godt at øve sig på at lade være.
En klog underviser sagde på et tidspunkt til mig:
“Der er kun én ting, der er værre end virkeligheden ? og det er fantasien.”
Jeg synes, det er vigtigt at skabe en kultur i familien hele året, hvor alle kan ønske og drømme højt og grænseløst. Det er dermed ikke givet, at vi får det, men retten til at gøre det er vigtig. Det er sådan, vi støtter vores børn ? (og os selv!) ? i kontakten til deres indre kompas, så de kan mærke og udtrykke, hvad de ønsker og drømmer om.
Hvis vi hele tiden bremses med formuleringer som: “Tror du penge gror på træerne?”, “Du er ikke ked af det, hva’? Men det kan du godt glemme.” eller “Børnene i Afrika var blevet glade for kridt og sæbebobler!” ? kan det nemt blive skamfuldt at sige, hvad man ønsker sig, og så er det, at vi begynder at lodde stemningen for at regne ud, hvad det er i orden at ønske sig. På den måde fjerner vi os fra vores indre kompas – og hvor ender vi så?
Min Arthur på 7 års juleønsker ser således ud:
- Pung
- Pool
- Penge osv.
Jeg ønsker mig også en pool! Det kunne være SÅ fedt!