For ca. 8 uger siden postede jeg dette billede på instagram.

Vi ser glade ud og alt ser ud til at være godt.

Mor og datter på hyggetur til Sommerland Sjælland Cup,  alt er ”godt og hyggeligt”.
Da jeg postede billedet, var jeg ikke helt ærlig omkring angsten jeg har, for at køre på motorvej.

Jeg prøvede at gemme det væk for mig selv og for alle andre.

Billedet viser ikke, hvordan jeg har det indeni. Kun det lille hashtag: #angstenforangsten fortæller, hvad det i virkeligheden handler om.
Gennem de seneste år har jeg arbejdet med eksponering af angsten (for panikangst i højder), det jeg har haft stor succes med. F.eks. undgår jeg ikke længere, at besøge venner og familie der bor over 3. sal eller som er indlagt, på det meget høje Herlev Hospital.
Siden jeg oplevede det første panikanfald for mange år siden har jeg gjort alt for, at skjule angsten for mig selv. Ignorerer den, undgå den og gemme den helt væk.

I dag ved jeg, at jeg i stedet for skal møde angsten, se den dybt i øjnene, acceptere den og arbejde med den – IKKE imod den.

Hvorfor? spørger du måske, hvis du selv har oplevet et angstanfald.

Svar: Fordi den eneste vej til et liv uden panikangst er, at se angsten lige i øjnene, arbejde med angsten og blive ved med, at eksponere dig selv for de situationer og steder, hvor du frygter at angstanfaldet skal dukke op.
Hvis du ikke accepterer angsten, ikke møder den og bliver i situationen, men i stedet flygter væk eller helt undgår bestemte steder, så opdager du ikke, at angsten forsvinder igen af sig selv. Ja, den forsvinder uanset om du bliver lige, hvor du er eller vælger at flygte.

“Hvis du ikke åbner døren opdager du aldrig, at der ikke er noget farligt bag den”

Bliver du i situationen, er du et kæmpe skridt videre i din proces til et angstfrit liv, da du ser at angsten også forsvinder, når du bliver lige der, hvor du er.
Det vil være ligesom at åbne døren og opdage, at der ikke er noget farligt bag den.

Mennesker med panikangst har typisk flere forskellige situationer og steder, som de undgår. Det er vigtigt at “træne” eksponering for én situation ad gangen, ellers kan det blive for svært.

Det er en enorm tidskrævende proces, at arbejde med angsten. Og arbejdet med angsten er ikke ens for alle typer af angst.

For 3 år siden blev jeg sygemeldt med stress. Alle stress symptomer var tilstede og det var tegn på, at jeg ikke havde passet på mig selv. Det resulterede i et panikanfald i bilen.

Angstanfaldet kom da jeg sad ”fast” i en venstresvingsbane. Jeg valgte at trykke på speederen for at komme ind til siden. I “sikkerhed”.
Jeg følte, at jeg mistede kontrollen og at det kunne have endt i en værre ulykke (typiske katastrofetanker), det var bare noget jeg tænkte, det skete ikke.

Den katastrofe du ”tror” vil ske, sker ofte kun i dine overbevisninger.

Under et panikangst anfald er det helt normalt, at føle, at du må beskytte dig selv og flygte. Det er netop sådan menneskers kroppe og hjerner er designet.

Din mavefornemmelse fortæller dig “beskyt” dig selv, men når der ingen reel fare er, bliver du narret af, det der kaldes angst tricket.

Angst tricket er på spil når du føler angst i en situation, hvor der ingen reel fare er. Som jeg selv blev narret i højder (og stadigvæk gør hvis jeg ikke husker at træne dem). Jeg kunne stå i en højde og pludselig blive nærmest væltet af en stærk bølge af angst, som rullede ind over mig. Men hvis jeg kigger på det lidt fra oven af, så ved jeg godt at det ikke er farligt at stå i en højde. Det er faktisk rigtig flot.

Når du står midt i angsten fortæller kroppen dig, at du skal flygte, som hvis du stod på en vej og der kom en bil kørerne mod dig, eller hvis du stod overfor et stort faretruende dyr (f. eks. en løve). Når du har panikangst føler du denne reele fare, selvom det måske er en lille fugl, en højde, tankespind, en stor forsamling af mennesker eller kørsel på en motorvej, du står overfor. Disse er jo ikke livstruende situationer, men det får angst tricket os til at tro.

Dit ”kamp flugt” system i hjernen er blevet sensitivt. Det fejltænder og du er blevet narret af angst tricket.

 

Her kommer den ærlige historie, som hører til mit Instagram post.

Filippa (min ældste datter på 9 år) skulle til sommerland Sjælland Cup, jeg havde arrangeret, at vi skulle køre med en forældre fra fodboldholdet. Jeg havde selv en bil til rådighed men efter angstanfaldet i bilen for 3 år siden har jeg haft ubehag ved, at køre på motorvej (jeg føler mig fanget og ser ingen “flugtveje”). Angsten for angsten.

Den eneste dag det ikke måtte ske, ringede vækkeuret ikke.
Vi vågnede 10 minutter efter, de andre var kørt fra fodboldklubben.
Vi var klar til afgang på 10 min. Jeg havde katastrofetanker, jeg vidste det godt og jeg vidste godt, at den eneste måde at komme væk fra tankerne var, at acceptere dem og lave vejrtrækningsøvelser, så ville jeg kunne tænke mere klart.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg tænkte kun på, at jeg nu blev nødt til selv at køre for, at vi kunne nå det og at jeg sikkert ville få et angstanfald i bilen og så ville vi køre galt.
Men sandheden er, at dette aldrig ville ske. Det hele var noget jeg fik mig selv til at tro.

Jeg bliver narret af angst tricket.
Filippa havde glædet sig rigtig meget, til sit første fodboldcup og efterfølgende tur i sommerland med fodbold veninderne, så vi skulle afsted.

Jeg tjekkede togtiderne, hvis vi tog toget ville hun misse 3 ud af 4 kampe. No go.

Det endte med dette:
Kørte på landevej hele vejen til Hundested, hvor vi ventede på en lille færge og så sejlede vi til Rørvig.

Pisse dyrt, men hyggeligt og ”sikkert”. Jeg kørte hele den lange omvej for, at undgå noget jeg er bange for, men som IKKE er farligt.

Jep. Jeg skal til, at træne eksponering på motorvej, det skal der lægges en træningsplan for, lidt ligesom, da jeg trænede op til mit første halvmaraton. Tid, accept tålmodighed og hårdt arbejde.

Når målet er nået, skal det holdes vedlige for, hvis vi i en længere periode igen ikke kigger “bag døren” så vil vi muligvis igen blive narret af angst tricket.
Jeg ved det bliver en hård og tidskrævende proces, men jeg ved også, at de redskaber jeg har virker (afprøvet i højder), og jeg ved at de dyre psykologsessioner, selvhjælpsbøger om kognitiv terapi og acceptance & commitment therapy, har hjulpet mig rigtig langt med angsten for angsten.

Jeg ved det ikke bliver nemt, for det er det bestemt ikke. Nej, det er en lang proces der kræver, at du udfordre angsten, ser den i øjnene og accepterer, at du er bange, men bliver på stedet.
Den sværeste del ved at blive i situationen er at du bliver der for at lade angsten komme. Ja du er der fordi du gerne vil have et panikanfald og via nogle øvelser du i forvejen har indøvet, skal der nu arbejdes med angsten. Arbejdet går ud på at lægge mærke til dine symptomer og dine tanker og hele tiden huske dig selv på at det er ok at være bange og at du faktisk selv har valgt at være i denne situation fordi den vil bringe dig nærmere et angstfrit liv.

Hvis du ikke har panikangst eller angst læser du nok ikke det her. Men hvis du alligevel gør, vil jeg lige prøve at få dig til at mærke hvordan panikangst føles.

Forestil dig, at du står på en vej. Foran dig kan du se en bil der kører direkte imod dig. Alt inden i dig fortæller dig, at du skal løbe væk fra stedet – flygte.
Men du er nødt til at blive stående. Du skal nu Acceptere at du er bange for, at bilen kører ind i dig og du skal blive på vejen, foran bilen, uden at kæmpe mod den.

Samme følelse har du når du har panikangst og når du arbejder med eksponering. Dit kamp-flugt system i ur-hjernen slår til, signalstoffer raser gennem kroppen og du føler denne fare er helt virkelig, det har din krop fået at vide af din hjerne. Det er netop dette der er fejltændingen, når kamp-flugtsystemet slår til uden der er en reel fare.

Eksponering er en måde hvorpå du kan fortælle din hjerne at denne situation ikke er farlig. Det kan hjernen kun se ved at du eksponerer dig selv for de ting og situationer du er blevet tricket til at tro er farlige. Ved at blive i situationen for at se at angsten også forsvinder når du bliver.

 

Hvis du går og gemmer angsten væk, ligesom jeg gjorde, så prøv at råb ud til hele verdenen = fx på et facebook post, at du har angst.

Når alt er ude i det åbne så hjælper det typisk på angsten. Du behøver ikke længere være bange for at andre folk synes du opfører dig underligt i bestemte situationer. Fordi nu ved alle at du har angst og der er en frihed og tryghed i ikke at skulle gemme dine følelser.

Hvad tror du der vil ske hvis du ærligt melder ud til alle i din omgangskreds, at du har udfordringer i form af angst?
A) Ville de stoppe venskabet? Eller
B) Ville de være forstående, måske stille uddybende spørgsmål og være omsorgsfulde?

De fleste mennesker ville reagere med B-svaret.

Tænk over hvordan du selv ville reagere, hvis det var dig der fik den besked fra en ven, veninde eller et familiemedlem.

En klog mand sagde engang:
Hvis du gør som du plejer gøre… Så får du hvad du plejer at få.

Derfor håber jeg, du vælger at arbejde med angsten. Gør noget anderledes end du plejer og prøv dig frem, hvad der virker for dig.

Hvis du vil høre mere fra mig, så kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev, hvor jeg løbende fortæller om min egen proces og deler ud af de redskaber der virker for mig, herunder om den komplementære behandling af angst.

Den komplementære behandling består i naturlig medicin (kost, lægeurter, vitaminer, mineraler, fedtsyre, probiotika (mælkesyrebakterier mm.) Den naturlige behandling, består også af visualiseringer, meditationer, motion og meget mere som du har behov for når dit kamp flugt system er sensitivt og du bliver narret af angst tricket.

Tilmeld dig nyhedsbrevet HER

<3 Mathilda