Mor til 2 – snart 3 (uge 23-26)

Profilbillede Camilla

Camilla er vores gæsteblogger. Vi har fået lov til at følge hendes graviditet, tanker og overvejelser mens 3. barn er på vej. Læs mere om Camilla nederst på siden.


Jeg ligger på sofaen og skriver det her blog-indlæg. Normalt ikke det sted jeg har det bedst med at opholde mig, men i de sidste par uger er det blevet en tvingende nødvendighed. Jeg var for 4 uger siden hos en kiropraktor, da jeg havde meget ondt i lænden og den bagerste del af bækkenet. Hun fortalte mig at jeg havde en begyndende diskos-prolaps, men da det ikke helt gav mening for mig, valgte jeg at opsøge en fysioterapeut for at høre en andens vurdering.
Og det var en rigtig god beslutning. Hun kunne mærke at mit bækken var ret løst, ligesom det også var i mine to tidligere graviditeter. Hele muskulaturen i det område var derfor helt spændt i et forsøg på at holde sammen på mig, så hun gav mig en ordentlig omgang afspændende massage på bagdelen og lænden for at få musklerne til at slappe lidt af. Hun anbefalede mig at få min mand til at massere mig jævnligt for at øge blod-flowet i området og derved forhåbentlig mindske på smerterne og det var en opgave han helt sikkert blev glad for at få :o).
Derudover fik jeg nogle øvelser med hjem og en kraftig opfordring om virkelig at lytte til min krop og på ingen måder overanstrenge mig selv. Jeg aftalte med min chef at jeg kunne arbejde hjemme et par dage om ugen, for at kunne slappe lidt mere af og lave nogle af mine ting siddende i sofaen. Men i de sidste par uger er det blevet ret klart for mig at det simpelthen ikke er nok at sidde ned og slappe af. Faktisk gør det nærmest det hele meget værre.IMG_3007
Jeg skal helt ned og ligge i flere lange perioder af dagen for at aflaste mit bækken. Hvis jeg ikke får gjort det, så gør det så ondt sidst på eftermiddagen, at jeg ingenting kan. Det var ret svært for mig i starten at acceptere, specielt når jeg gerne ville lave noget med drengene og der jo også lige var et par eller tyve praktiske ting der skulle ordnes i hverdagen. Heldigvis har Anders været ? og er ? super-cool. Han har nærmest haft bundet mig til sofaen og sprunget rundt for at få lavet mad, ryddet op, vasket tøj, støvsuget, smurt madpakker osv. Og som han så sigende sagde: altså, hvad er det med jer kvinder, jeg forstår det ikke. Du skulle nærmest bare sige til mig én gang at jeg skulle ligge mig på sofaen og slappe af, så ville jeg ligge derinde.?
Heldigvis har drengene ikke reageret så meget på at jeg ikke er helt så mobil i øjeblikket. Vi læser en masse bøger og heldigvis er Simon?s helt store dille lige nu at spille kalaha, hvilket man faktisk godt kan gøre mens man ligger ned.
IMG_3003Men fordi jeg har så meget brug for at ligge ned, var en sygemeldning nødvendig. Jeg snakkede med min læge om det og selvom jeg ikke selv var meget for at skulle melde mig syg, så fik hans argumentation alligevel overbevist om at det var det rigtige at gøre. Som han sagde, ?så er der stadig lang tid til januar og hvis du presser dig selv for meget nu for at kunne gennemføre dit arbejde indtil barslen starter i midt november, så kan det være at du skal ligge ned HELE TIDEN i de sidste to måneder af din graviditet. Og måske det bliver så slemt så det også fortsætter efter fødslen.? Tja, det var jo svært at overhøre de argumenter og jeg vidste også at min ellers så super pligtopfyldende indstilling over for min arbejdsplads nu i stedet skulle bruges på en anden måde. Nemlig at tage hensyn til det som virkelig betyder noget- mig selv og min familie.
 

Puh ? det er sgu ikke sådan at nærme sig de 40 år og være gravid for 3. gang :o).

IMG_3014Heldigvis har jeg nogle chefer som har bakket 100% op omkring min sygemelding og jeg har indtil videre aftalt med dem at jeg kommer ind på instituttet 2 gange om ugen af 3 timer af gangen for at få afsluttet alle mine ting. Jeg vender nemlig ikke tilbage efter barslen da jeg der tager springet ud i at være selvstændig på fuld tid. Så der er en del ting jeg skal have gjort færdigt eller givet videre til andre inden jeg helt kan sige farvel.
Men det betyder også at jeg hurtigere end jeg havde regnet med at jeg skal i gang med at pakke mit kontor ned. Det er på den ene måde ret vemodigt og mærkeligt, da jeg har haft 9 rigtig gode år derinde og jeg har fået nogle virkelig gode kolleger som jeg kommer til at savne. Men på den anden side ved jeg også at min beslutning om at springe ud som selvstændig næste år er helt rigtig for mig, så ved at pakke sammen og smide ud af mine gamle papirer, giver jeg langsomt plads til en ny epoke af mit liv, hvilket føles meget lettende og helt vildt spændende.
Og så er jeg nået til det stadie – eller måske rettere til den størrelse –  hvor folk helt spontant kommer hen og nuser mig på maven. Det er sådan en lidt ambivalent følelse af at min mave på en eller anden måde er blevet alle mands eje. Eller det er i hvert fald sådan jeg lidt kommer til at opfatte det. På den ene side synes jeg det er rigtig hyggeligt og dejligt, og også helt ok når det er familie og venner som gør det.  På den anden side er det også lidt grænseoverskridende, særligt når det er folk som jeg slet ikke kender. Jeg har jo været forberedt på det, da det også skete i de to sidste graviditeter, men alligevel bliver jeg nogle gange ret paf. En stor og ret underholdende forskel fra de to andre gange er så, når folk helt begejstret står og nusser maven og spørger: ?nårh, hvor ser du fin ud, er det så dit første barn?, og jeg så svarer: ?nej, det er det trejde barn?. Så er det som om de får sådan et fjernt blik i øjnene som enten ser ud til at betyde at så er det egentlig ikke så interessant alligevel eller at de tænker hold nu op ? sikke et arbejde at kaste sig ud i!. IMG_3009
Jeg er egentlig ikke så bekymret selv ? altså over om det bliver hårdt. Det er jeg slet ikke i tvivl om at det gør og særligt hvis vi får endnu en lille morgenfugl som vågner hver dag inden kl. 05 om morgenen det første 1½ år, som de to andre har haft gjort det. Og jeg ved at det bliver hårdt når han i perioder ikke vil sove middagslur, ikke vil spise, vågner 5 gange hver nat fordi han er i gang med at lære at vende sig rundt og når Bertram og Simon alligevel ikke synes det var det fedeste i verden at få en krævende lillebror ind i familien. Men jeg ved også at vi alle fire kommer til at knus-elske ham og nyde når han smiler, pludrer, begynder at gå, griner, laver sjov ? og inden vi har set os om – render rundt og leger med sine to storebrødre.
IMG_3016Så jeg ligger her på sofaen og nyder at kunne slappe af og passe på mig selv. Jeg forsøger at gøre det så hyggeligt som muligt med blomster, lys og en sund eftermiddagssnack (smoothie af A38, frosne blandede bær, saft fra en appelsin og lidt færdiglavet rødbedesaft – mums), alt imens jeg er gået i gang med navnebogen. Alle andre har mange forslag til hvad han skal hedde ? og ikke hedde. Da jeg har termin d. 16. januar, har én af mine gode kolleger foreslået at hvis han nu bliver født d. 8. januar, så er det oplagt at kalde ham Elvis, da Elvis Presley også havde fødselsdag den dag. Min lillebror mener bestemt at både Anakin og Luke (ja rigtig gættet, han er inkarneret Star Wars fan) er alt for oversete drengenavne. Og særligt drengene vil gerne have at han skal hedde det samme som deres gode venner ? Sebastian eller Jonathan. Vi har jo været listerne igennem før, men vi er ikke rigtig landet på noget navn endnu. Måske vi finder frem til det inden, men jeg tror nu først vi finder det perfekte navn når vi ser ham ? ligesom de to andre gange.
 
 
ProfilbilledeCamilla er 38 år gammel og er gift med Anders. Sammen har de to drenge, Bertram fra 2006 og Simon fra 2010. Camilla arbejder til dagligt som forsker på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, men kun indtil november hvor hun går på sin 3. barsel. Derudover driver hun virksomheden ?Din Rette Vej?, hvor hun holder foredrag, kurser og 1:1 mentor-sessioner for voksne børn af alkoholikere. Du kan læse mere på Camillas hjemmeside: www.dinrettevej.dk
 
 

Camillas andre indlæg

Her kan du læse Camillas første indlæg

Camilla uge 19-22
 
 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.