Som 5 årig oplevede jeg første gang angst.
Jeg boede sammen med min mor, far og storesøster i et lille rækkehus i Herlev. Min mormor boede 100 m. fra vores hus. Husene var kun adskildt af en kæmpe græsplæne ?kælkebakken? kaldte vi den.
Min mormor boede for toppen og vi boede nede ved bakkefoden. En dag skulle jeg selv gå op ad den store bakke og op til min mormor. Jeg kan huske, at min mor stod nede ved vores have og holdt øje med mig hele vejen og min mormor stod på toppen og ventede på mig.
Da jeg er midt på bakken falder jeg og da jeg kigger op føler jeg hele græsplænen (bakken) vipper og jeg begynder at græde/skrige. Jeg kan ikke huske hvor lang tid der gik før min mor kom og hvad hun sagde da hun kom hen til mig. Min største frygt var, at jeg var bange for at falde ned! Jeg klamrede mig fast til græsset, fordi jeg følte, at hele fladen vippede.
Efter denne episode kan jeg huske, at jeg blev ekstremt sensitiv. Når vi gik tur på Strøget i København følte jeg, at de ?høje? huse væltede ned i hovedet på mig. Jeg blev svimmel. Derfor gik jeg altid klamret til min mors arm. Når vi skulle gå over store åbne pladser som f.eks. Rådhuspladsen, var jeg allerede i panik før jeg ?trådte ud? på den. Jeg tænkte kun på at angsten ville komme og det gjore den selvfølgelig når jeg tænkte så meget på den. (Angsten for Angsten).
Udover de store åbne pladser blev jeg også ekstrem højdeskræk.
Da jeg var barn, talte “man” ikke højt om angst ? det var et tabu. Jeg tror godt, min mor vidste, at der var et problem, men dengang blev der ikke gjort noget ved fobier som fx. højdeskræk og store åbne pladser.
Fobierne fulgte mig, gennem barndommen og til ungdomsårene.
Jeg var 19 år første gang jeg fik et panikanfald (uden at jeg befandt mig i en højde eller på en stor åben plads)
FAKTA:
Der findes aktuelt ingen danske undersøgelser, der viser, hvor mange der lider af panikangst. Data fra vestlige lande som USA, England, Canada og Australien viser, at ca. 2 % af befolkningen i løbet af livet vil komme til at lide af panikangst.
Det svarer til ca. 100.000 mennesker i Danmark. Lidelsen starter oftest i tidlig voksenalder, og der er flere kvinder end mænd der får panikangst.

Jeg stod ved busstopstedet på vej hjem fra arbejde

Pludselig følte jeg at jeg var i en anden verden. Jeg blev helt varm og mit hjerte bankede hurtigt, jeg havde iskolde og våde hænder og følte at min hørelse og mit syn blev svækket. Jeg blev meget svimmel og følte jeg skulle besvime.
FAKTA:
Panikangst er en tilstand af voldsom angst, der opstår pludseligt. Hos nogle er det helt uforståeligt, hvorfor et angstanfald er startet. Hos andre har der i en periode forud været svær belastning og stress. Det kan f.eks. være stress i form af for stort pres på arbejdspladsen, det kan også være belastning f.eks. ved sygdom eller problemer i familien.
I starten af et panikangstanfald oplever mange, at de pludselig ikke kan få vejret og bliver overvældet af rædsel og dødsangst. Oplevelsen domineres af kopslige symptomer som udover vejrtrækningsbesvær involverer hjertebanken, smerter i brystet og en fornemmelse af at falde om. Man kan også føle svimmelhed, kvalme, få en følelse af at alt er uvirkeligt, og mange bliver bange for, at de er ved at blive “sindsyge”. Det enkelte anfald varer som regel højst nogle minutter.
Anfald af panikangst opstår ikke et bestemt sted eller på bestemte tidspunkter men opstår dog hyppigst uden for hjemmet. Nogle har anfald flere gange om ugen.
Liste over kropssymptomer ved stærk angst:
Hjertebanken, rysten, sveden, mundtørhed, vejrtrækningsbesvær, kvælningsfornemmelse, trykken i brystet, kvalme, mave-uro, svimmelhed, uvirkelighedsfølelse, hedeture, kuldegysninger, dødhedsfølelse i fingre/arme/ben og andre underlige fornemmelser i kroppen.
 Typiske tanker under et angstanfald:
“Nu mister jeg kontrollen!”
“Jeg bliver sindssyg!”
“Nu dør jeg!”
?Jeg må flygte her fra?
Det er vigtigt at forstå for mennesker, der ikke har prøvet at have et angstanfald, at mens anfaldet står på, er man 100% overbevist om, at katastrofen indtræffer. Det er derfor en rystende oplevelse, der får konsekvenser for ens adfærd fremover.
Tankerne fór gennem mit hovedet og jeg gik fuldstændig i panik og måtte bare væk! viste ikke hvor hen, men bare væk fra busstopstedet, hvor “det” var sket.
Trængen til at ?søge i dækning? ?flygte? fra stedet blev stærk og jeg løb ind bag ?skuret?, hvor jeg følte mig mere tryg.
Jeg anede ikke hvad der var sket, men var helt sikker på, at det var meget slemt og at jeg var ved at dø. Måske var det en hjertefejl? eller en hjerneblødning? ? Tankerne fór gennem mit hovede.
Efter nogle minutter, forsvandt de fysiske symptomer og jeg var træt og ?almindelig? bange for, at der var noget helt galt med mig.
FAKTA:
Reaktioner:
Næsten alle reagerer med at flygte væk fra det sted, hvor panikanfaldet opstod. De første gange efter et panikanfald henvender man sig typisk på nærmeste skadestue, hvor man får lavet et hjertekardiogram og får forklaret, at man ikke fejler noget med hjertet. Dette hjælper dog ikke på angstlidelsen. Disse uforudsigelige angstanfald, hvor man bringes i en tilstand af dødsangst, kan skabe angst for at gå ud alene.
Derved pådrager man sig symptomer svarende til angstlidelsen Agorafobi, hvor man ikke tør være i det offentlige rum, specielt ikke hvor man tidligere har haft panikanfald, f.eks. i butikker eller i transportmidler. Det invaliderende ved panikangst er, at man frygter et nyt anfald og derfor lider af angst, forventningsangst, i timevis, før man fx vil tvinge sig hen i en butik. Derved øges risikoen for et nyt anfald markant, da man i forvejen er angst. Der skal kun en meget lille uventet stressfaktor til at udløse et nyt panikanfald.

Jeg glemmer aldrig det første panikangst anfald

Hvad gjorde jeg så?
Jeg gik til lægen, som tog en masse prøver. Da alle prøverne var negative og helt normale, synes lægen at hans job var gjort! Han sluttede af med at sige, at jeg blot skulle tage mig sammen og efter mit 3 lægebesøg på samme uge, henviste han mig til en psykolog :o).
Psykologen vidste heller ikke meget om, hvad det kunne være og nævnte heller ikke, at der var noget der hed panikangst! 
Det var først i takt med internettet blev ?større?, at jeg fandt ud af hvad det var. Fantastisk! Jeg gik straks til lægen med en masse udprint og fortalte ham, at det måske ville være smart med nogle broshure om panikAngst i venteværelset.
Jeg ved ikke hvor meget psykologerne dengang blev undervist i psykiske lidelser som angst, men efter, at jeg havde været hos MANGE forskellige psykologer, som ikke kunne hjælpe mig med nogen konkret viden, konkluderede jeg at den obligatoriske del, af psykologi studiet, nok var beskeden i denne retning. ? I dag er det heldigvis anderledes og der findes et hav af forskellige behandlingsmuligheder.
Med en type angst følger ofte andre typer! og læser vi beskrivelserne af de forskellige typer af angst kan vi føle, at vi har dem alle :o) F.eks. da min far døde pludselig i 2006, fik jeg efterfølgende en kort periode med sygedomsangst (dødsangst) og det var herefter jeg virkelig fik øjenene op for, at vi selv kan ændre en masse ting, ved at tage ansvar for vores eget liv.

Hvem bliver ramt af Angst?

Ligesom vi er forskellige udenpå er vi også forskellige indeni. Vi skal i den grad være opmærksomme på at angst er et symptom på at der er ubalance i noget underliggende (årsagen) og det er netop årsagen der skal behandles og arbejdes med i stedet for at kæmpe mod angsten! Personligt ved jeg at panik angst for mig er et et symptom på stress. Et symptom, der kommer og gør mig opmærksom på at jeg skal stoppe op, slappe af og passe bedre på mig selv. Angst er også genetisk bestemt, men generne er til at “snyde” hvis vi lytter til os selv og giver os selv den opmærksomhed, kærlighed og ro (selvkærlighed) vi har behov for og som mange af os er så gode til at glemme i en travl hverdag.
Den stress, der udløste det første panikanfald da jeg er 19 år. var indre stress, der kom sig af et usundt forhold til en ekstremt jalous kæreste. Jeg følte ikke selv at der var noget galt og han var jo også sød! Men på et tidspunkt kunne min krop ikke ?klare? mere og den sendte mig et signal om at jeg skulle ændre noget! Signalet var angstanfaldet! Med hjælp fra gode veninder kom jeg heldigvis ud af det forhold.

I dag lever jeg stadigvæk med angst. Nu er den min ven, som kommer og fortæller mig at jeg skal lytte mere til mine egne behov.

I sommeren 2012 tittede panikangsten lige frem igen, for at minde mig om, at jeg skal passe på mig selv. Her handlede det igen om indre stress og det faktum at jeg brugte mange timer hver uge på et job, med søde mennesker – JA! men det var ikke det jeg ville.. jeg følte mig fastlåst og dette udløste stress. Jeg lyttede ikke på min krops første signaler: glemsomhed, vejrtrækningsproblemer, rygsmerter etc.. først da angstanfaldet kom og fortalte mig: Nu er den helt gal – Da lyttede jeg…
Der er mange ting vi selv kan gøre for at blive angstfri! Hos mig er det blevet meget bedre ved blot at lægge jagten på et angstfrit liv langt ned i en skuffe. Byde angsten velkommen, acceptere at den er en del af mig og spørge den: “Hej – hvad er du her for at fortælle mig?”. Vi finder bedst svaret når vi kigger rigtig godt efter inden i os selv.
Den eneste vej til et angstfrit liv eller til et liv hvor angsten ikke styre dit liv (ved at du fx. undgår forskellige steder eller situationer), er at se angsten i øjnene, acceptere den og arbejde med den – ikke imod den.
Mange mennesker med angst har god gavn af medicin og det virker for dem. I min situation har jeg ikke følt, at jeg har haft brug for daglig medicin, selvom jeg tidligere i perioder ikke har kunne tage bussen, hæve penge i en hæveautomat eller andre hverdagsting som måske virker helt absurt at være bange for, for mennesker uden angst. Forståelse for det uforståelige. Min mavefornemmelse fortalte mig noget andet – så jeg valgte ikke at tage medicin.
Istedet, er jeg gået en anden vej, hvor jeg i de ?dårlige perioder? hvor jeg kan mærke, at der ikke skal meget til, at jeg bliver stresset og dermed har større risiko for angstanfald, er meget striks med min kost, tager de kosttilskud som jeg ved går ind og hjælper i min situation, går helt ned i gear, lytter til meditationer og visualiseringer, dyrker en helvedes masse yoga og går eller løber lange ture i naturen, for det gør mig glad i låget ? helt naturligt! Hvis jeg er i en “dårlig” periode har jeg sikkert også glemt at træne/arbejde med angsten – når jeg lige tænker tilbage.
Så der er altså tydelig forskel: Når jeg lever sundt, praktiserer masser af selvkærlighed og skaber ro til nervesystemet, får masser af søvn, motion og frisk luft og udfordre angsten ved eksponering ? har jeg følelsen af at jeg kan alt. At være i flow og alt er godt! 
Det skal lige siges at alt dette er ikke nemt. Det er benhårdt arbejde især at arbejde med eksponering (tag steder hen hvor du ved du får et panikanfald) og det er en lang process.
Jeg har taget lidt af gangen henover de sidste par år og arbejder stadig med fx. Kørsel på motorvej (når jeg kører bilen).
Men det hårde arbejde giver altså pote.
Sidste sommer stod jeg f.eks.ved Grand Canyon og gik over Hoover Dam, uden nogen form for medicin. Jeg fik et kick og blev helt høj! Det var en fantastisk tur.
Jeg følte mig tryg.
Jeg havde forberedt mig og havde gjort alt for at styrke nervesystemet og regulere mit blodsukker, 2 måneder op til turen.
Hvis jeg føler mig utryg og ikke er forberedt kan jeg stadigvæk få ubehag i højder, men det gør ikke noget – jeg ved jo hvorfor og jeg ved at den eneste der kan ændre det er mig selv ved bare at lade angst følelsen passere og fortælle mig selv at alt er ok. (Og så træne eksponering lidt ekstra selvom det er hårdt)
Når jeg både slækker på arbejdet med angsten og sundheden, selvkærligheden, motionen og har lidt for travlt, ?kan ? jeg tydeligt mærke at jeg igen bliver mere disponibel for et panik anfald i højder fx. I sådanen situation ved jeg at jeg skal aflyse alt og brugecen masse tid på mig.
Det er rart at have tanken om, at kunne gøre meget selv, så krop og sind kan samarbejde i de ?sværre? perioder, hvor ekstra sensitivitet og stress står og lure.
Der findes mange forskellige typer af angst og rigtig mange forskellige årsager til den. Vi oplever heller ikke angst ens. Men vi kan vælge at lære mere om den og forhåbentlig med tiden lære at acceptere den. Sådan at livet ikke bliver en lang kamp fordi vi bliver snydt til at tro at ufarlige situationer er ekstremt farlige.
Det handler om at hjælpe os selv til at få den bedste livskvalitet, hvor vi fungerer bedst og har det fantastisk.
<3 Mathilda
PS. Er du en af de mange tusinde danskere hvor panik angsten somme tider kigger forbi ? Er du klar til at tage ansvar for dit liv og leve fuldt ud – sammen med angsten?
Så står jeg klar til at hjælpe dig. Du kan kigge forbi MathildaM.dk, hvor jeg hjælper mennesker med angst og blodsukkerproblemer med at regulere kroppen tilbage i balance.
Min viden, som jeg deler med dig er ikke et alternativ til et forløb hos en læge eller psykolog, men mere som komplementær behandling, altså noget du selv kan gøre ved siden af.

Update juli 2015: Til januar 2016 starter min online workshop. Hvis du tilmelder dig er du allerede godt på vej til at regulere din krop tilbage i balance. Du får en masse viden om Hjernemad, blodsukkerregulerende kost, kosttilskuds guide, alle de mentale værktøjer og den viden der har hjulpet mig et kæmpe skridt mod et angstfrit liv..
Det hele handler om komplementær behandling af Angst. Læs mere her og skriv dig op på min liste.
Når kroppen er i balance og du giver dig selv masser af selvkærlighed, vil du opdage at alt synes bedre! Alt er godt! og at du er lige som du skal være. Med den visdom du nu har – ser du verden og angsten med nye øjne og du føler dig nu klar til at møde angsten og arbejde med den.
Det var det der skete for mig!
Besøg min hjemmeside (MathildaM.dk) her!
PPS. Jeg vil rigtig gerne høre fra dig hvis du har oplevet panikangst! Skriv din historie til hej@mathildam.dk
PPPS. Jeg har fået den ære at være gæsteblogger på min-barsel.dk du kan læse min artikel her! Den handler om mine 2 meget forskellige barsler.
Fakta Kilder:
www.angstforeningen.dk
wikipedia