Bytræning af panikanfald i højder

I dag har jeg været med min psykolog ude og bytræne for første gang. Meningen med bytræningen er at fremkalde panikanfaldene og så blive i dem (i stedet for at flygte væk).

Jeg begyndte allerede at svede og få angstsymptomer på vej derud fordi jeg vidste, at jeg nu skulle have angstanfald. Min psykolog kigger på mig, i bilen, og siger tørt “godt ! jeg kan se du er ved at forberede dig”. Jeg synes jo slet ikke, det var godt og jeg prøvede at tænke alle mulige glade tanker for at slappe af.

Vi trænede på en motorvejsbro, da broer er et af de steder jeg undgår dagligt. Jeg var bange og det første anfald kommer allerede 5 skridt ude på broen og her skulle jeg bare stå og lade det komme og måtte ikke flygte væk! Meget ubehageligt!

Forestil dig, du er på safari i Afrika. Pludselig kommer der en kæmpe løve løbende mod dig.
Dit hjerte pumper hurtigt, din vejrtrækning bliver hurtig, dine ben bliver som gele, du bliver svimmel og føler at du besvimer og det eneste du tænker på er, hvordan du kommer væk fra løven og i sikkerhed og så løber du så hurtigt du kan.

Disse symptomer får jeg fordi jeg har været under pres gennem længere tid, og ikke har lyttet til min krop som har givet mig signalet “nu er det altså nok!”

Jeg er måske en dag blevet lidt svimmel og så har jeg på en eller anden måde indlært det limbiske system i hjernen, amygdala (som SKAL reagere med kamp flugt hvis der er fare) at der er farligt i højder, ved nogle hæveautomater og på store åbne pladser. Angstanfaldene kan komme på disse steder fordi jeg forbinder disse steder med at have ubehag med angstenalle. Men kun når jeg er presset/stresset har en dårlig dag og mine tanker lader det komme.

Disse tanker skal jeg arbejde på at ændre. Jeg har indtil nu fået at vide, at jeg skal prøve at fokusere på noget andet når angsten kommer. Men det kan man faktisk ik! For det er jo netop sådan at amygdala i hjernen skal fungere. Når hjernen får at vide, der er fare, lukker den alt og alle tanker ude undtagen tanken om flugt til sikkerhed.

Min psykolog på angstklinikken er den første der har fortalt mig, jeg skal byde angsten velkommen, blive ven med angsten, mærke hvad der sker med min krop og tænke at angsten kommer fordi den tror der er fare. Så skal jeg blive i anfaldet uden at flygte væk så jeg kan se at angsten også forsvinder når jeg bliver i situationen og at der her ingen fare er.

På sigt, når jeg har kæmpet mig igennem denne mentale hårde træning fortæller psykologen, at det limbiske system ikke længere “tænder” med mindre der i virkeligheden står en løve som vil spise mig eller lign. ;)

Jeg fik ca. 20 panikanfald på den time vi stod der. Efterfølgende reagerede jeg som om jeg lige havde sprunget ud i faldskærm. Jeg var helt høj over, at jeg havde stået der og blevet i angsten. Nu skal der bare trænes, trænes og trænes.

Det kick jeg fik skal jeg bruge positivt. Når jeg kan mærke angstanfaldet kommer og jeg bliver svimmel, skal jeg tænke; ihh hvor fedt det her! På samme måde som vi synes det er sjovt at være lidt svimmel i forlystelser eller hvis vi har drukket et par glas god rødvin ;) bare tænke at det bliver sjovt og at der ingen fare er her.

Det lyder så simpelt og nemt, når jeg fortæller det, men når jeg står der på broen tænker jeg stadig kun flugt og flugtveje. Efter i dag er jeg meget motiveret og sikker på, at jeg kan slippe angsten og blive fri for den et sted ude i fremtiden.

Det vil jeg glæde mig til hver dag ;)

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *